Byvandring i Viborgs gamle bydel
samt rundvisning i Domkirken, søndag den 29. april 2012.

Vi havde en rigtig god dag, hvor der også blev tid til hyggeligt samvær.

Der var tilmeldt 27 deltagere til turen. Vi mødtes på pladsen foran Domkirken, hvor formand Erik Fisker bød velkommen. Gennem turistbureauet havde Erik bestilt guide både til turen i den gamle bydel samt rundvisningen i Domkirken.

DSC_0013

Vi fik en rigtig interessant rundvisning både med historisk indhold og anekdoter om livet i den gamle bydel og om byens omtumlede tid, blandt andet om, at Viborg by og Domkirke har været hærget af flere voldsomme brande. Guiden var rigtig god til at kæde historierne om de gamle velbevarede bygninger sammen. Vi var inde i flere hyggelige baggårde, hvor mange af fortidens minder stadig er bevaret. Guiden låste op til en enkelt kælder med originalt bjælkeloft, hvor der i gamle dage havde været stald og beboelse for karle og piger. Endvidere gik vi ned omkring det gamle kloster, hvor vi også fik adgang til den gamle Klosterkirke. Her fik vi et hvil, mens guiden fortalte historien om både klosteret og kirken.

Efter byvandringen gik vi ind i Viborg Domkirke, hvor guiden viste rundt og fortalte om Domkirken og fresco malerierne over skabelsen. Endvidere fortalte guiden også om Joakim Skovgaards store projekt med og omkring fresco malerierne.

Efter de to rundvisninger var vi alle godt sultne og glædede os til frokosten. På det punkt var der en ændring i programmet. Vi skulle have spist frokost på Restaurant Latinerly, men det blev ændret til middag på Golf Hotel Viborg, der ligger lige ned til Søndersø.

Tak til de fremmødte for hyggeligt selskab