Slægtsudflugt 2006 til Funderholme og Funder

Søndag den 21. maj kl. 12.30 mødtes omkring 30 personer for at høre om vores to slægtninge, der for mange år siden bosatte sig som henholdsvis engmester i Funderholme Enge og skrædder i Funder By. Det blev en god og interessant eftermiddag. Det var rigtigt dejligt, at der også denne gang var nye deltagere på turen.

Vi mødtes ved Funderholme Smedje, hvor vi havde en aftale med smedemester Henry Thygesen, der kunne fortælle os om en engmesters arbejde. Han har ikke selv været engmester og har aldrig kendt Peder Nielsen Fisker, som var engmester i Funderholme Enge fra 1890 til 1917, for Henry Thygesen flyttede først til Funderholme i 1949, og da var han 13 år. Han fattede interesse for engmesterens arbejde, da han som knægt færdedes ved ”ruinerne” af de sidste bygværker, som havde været brugt til overrisling af engene. Det gav frodigt græs til bønderne fra Funder og Løgager. De kunne have kreaturer gående i engene, og de kunne tilmed slå hø flere gange i løbet af sommeren.

Engmesterjobbet var stoppet i Funderholme, da Henry flyttede dertil i 1949, og den sidste engmester hed Anders Andersen. Henry fortalte os, hvad han havde hørt om en engmesters arbejde med at passe stemmeværker og grøfter. Engmesteren havde også tit job med at slå hø og få det bjærget for bønderne, men så fik han som regel fat i nogle hjælpere, som han selv aflønnede. Han fik selvfølgelig sin betaling af bønderne, men det kunne i nogle tilfælde være svært at få pengene fra dem, hvis det var strenge tider.

Princippet med engene og engkulturen er et virkeligt godt eksempel på at folk kan samarbejde. For at udnytte de enorme arealer og naturkræfterne var de nødt til at have styr på vandet, og man lavede derfor et sindrigt system af grøfter og afvandingskanaler, så man kunne hæve og sænke vandstanden. Måske er Lyså, som forbinder Ørnsø og Silkeborg Langsø blevet uddybet, så man kunne regulere vandstanden.

Ligesom nu var der også dengang stor forskel på, hvordan somrene artede sig – nogle var meget våde og andre var knastørre. De år det var drivende våd, havde de besvær med at få høet tørt og måtte så vendes, stakkes og sættes på ”ryttere” – og alt sammen med håndkraft. Og absolut sidste mulighed var at bære det i land – så stak 2 mand to lange stave ind under de trekantede ryttere og bar dem over grøfterne. Det var tungt arbejde.

I de tørre somre reddede det mange af bønderne omkring Funder, at de havde deres engstykke, hvor kreaturerne kunne græsse. For når de havde slået hø derhjemme på markerne omkring juli måned, groede det ikke mere, hvis der ikke kom vand. Så kunne bønderne heldigvis drage til deres eng i Funderholme og bjerge hø igen senere – vel at mærke hvis engene var blevet tilpas overrislet – og det var engmesterens job. Græsset går nemlig i dvale, hvis det ikke får vand. Så der var lavet 3 eller 4 stemmeværker af nogle store planker med skodder, som kunne regulere vandstanden i grøfterne, som engmesteren havde gravet.

Undervejs i Henrys fortælling spadserede vi fra smedjen og hen over åen, så vi kunne nyde udsigten over landskabet, hvor der i dag ligger en Put and Take-sø. Men vi kunne sagtens få et indtryk af engarealerne.

Under spørgerunden kunne Henry Thygesen fortælle, at stemmeværkerne formentlig blev nedlagt først i 1940’erne, fordi bønderne tabte interessen for at have kreaturer gående i engen. Høet havde ikke den store foderværdi, og flere af kreaturerne blev trepattede på grund af fluestik.

Erik Fisker kunne fortælle, at han som dreng havde hjulpet sin bedstefar, Søren Fisker, som var skrædder og landmand, og dennes søn Peter med at bjerge hø i engene. De slog høet med le og bar det ind på land, hvor hestene stod klar ved vognen. De kunne kun nå 1-2 læs om dagen, for hestene kunne ikke være nogen steder for fluer og bremser. Det var hårdt arbejde, for høet skulle bæres langt, men det var alligevel sjovt at være med til. Der kunne som regel slås hø 3 gange på en sommer.

Som afslutning på spadsereturen langs engene nåede vi frem til ”Enghuset”, som stadig ligger der tæt ved vandet – dog i en nyere udgave end da Peder Nielsen Fisker boede der. Ifølge Henry T. er grundmålene dog stadig de samme. I gamle dage var der beboelse i den ene ende af huset og stald i den anden. Vi fik en fornemmelse af, hvordan engmesteren og hans familie havde boet, for Else Lippert havde medbragt et fint gammelt foto, som hun havde arvet efter sine oldeforældre. Det havde haft sin plads på væggen i stuen og er cirka 75 cm langt.

Livet i ”Enghuset” er nærmere beskrevet i Årsskriftet juli 1977.

Skærmbillede 2017-06-08 kl. 13.40.10

Funder By
Derefter fortsatte turen til hovedgaden i Funder, hvor Erik Fisker fortalte om sine bedsteforældre Søren og Ane Marie Fisker og deres 12 børn. De fik 2 døtre og 10 sønner, hvoraf 2 dog døde som børn. Det vil føre for vidt at genfortælle det hele her, men hovedpunkterne skal dog nævnes.

Søren Fisker blev født på ”Åbjerghus” i Skjellerup i 1870 og blev udlært skrædder. Han giftede sig i 1894 med Ane Marie fra Gjern. Søren nedsatte sig som skrædder i 1895 på en lille ejendom midt i Funder med tilhørende marker uden for byen. Søren var således både skrædder og landmand. De byggede et nyt stuehus til gården i 1920. I 1932 byggede Søren og Ane Marie et nyt parcelhus på hovedgaden i Funder, cirka 100 meter fra gården, og her boede parret på deres gamle dage.

Sønnen Peter forpagtede gården i 1932, indtil han overtog den i 1950. Den er stadig i familiens eje, og bebos i dag af oldebarnet Søren Fisker. Den gamle Søren Fisker oplærte 2 af sine sønner, Niels og Verner, i skrædderfaget. Niels overtog senere skrædderforretningen, som lå i det gamle stuehus. Verner etablerede også skrædderforretning i Funder, men flyttede til Skægkær i 1953 og drev forretningen videre her. Søren Fiskers øvrige sønner blev fortrinsvis inden for landbruget

Søren Fisker var en foretagsom mand. Han var både skrædder, landmand, vurderingsmand, sognerådsformand, sygekasseformand/kasserer. Derudover interesserede han sig meget for slægten, og han arrangerede faktisk det første slægtsstævne på ”Åbjerghus” i 1932. Når han cyklede rundt og skrev skøder for folk, slog han gerne et slag ind til familien og samlede oplysninger med henblik på udgivelse af en slægtsbog, som udkom i 1960. Søren Fisker døde i 1961, så han nåede heldigvis at opleve det.

Udover skrædderens efterkommere, var der også andre Fiskere i Funder. 2 af døtrene fra ”Enghuset” flyttede nemlig til Funder by som voksne. Gudrun og hendes mand Magnus Christensen drev Funder Karrosserifabrik, som senere blev overtaget af sønnen, og Tinna og hendes mand Peter Henriksen var gårdejere i Funder By. Erik Fisker havde aldrig vidst, at Gudrun og Tinna også var ud af Fisker-slægten, selvom de faktisk var naboer til hans bedsteforældre. De havde jo andre efternavne.

Tilbage til turen, hvor vi spadserede rundt i Funder by. Vi kunne faktisk stå i vejkrydset midt i Funder og se alle ejendommene, som Erik fortalte om.

Søren Fiskers liv og levned var beskrevet i Årsskriftet fra 1996.

Funder Kirke
Derefter kørte vi de få kilometer til Funder Kirkeby, hvor graveren gav en fin rundvisning i kirken. Bagefter så vi Fisker-gravstederne. Og så var det tid til kaffe og indendørs hygge i konfirmandstuen.