Brev fra Marie Sofie Fisker, skrevet til et barnebarn,
kort efter engmester Peder Nielsen Fisker's død.

nemt

Marie Sofie Fisker & Peder Nielsen Fisker
1862 - 1943                            1856 – 1941

                                                                                                                                        Jul 1941.

Kæreste begge to og de søde smaa Piger.

Ja, saa har vi snart Jul igen, den kære evige Jul med alle de skønne minder. - Jeg vil prøve at dvæle ved et af dem fra hjemmet i Funderholme, hvor store og smaa med Liv og Lyst deltog i forberedelserne til Juleaften. Alle havde været i bad, var færdige og feststemte til at lytte, naar klokkerne begyndte at kime højtiden ind i de pyntede Stuer. I køkkenet fornemmedes en særlig hygge, naar grøden begyndte at "snakke" i gryden, den var god, kogt i sødmælk, mange rosiner, og mandelen blev ikke glemt. Vi gik til bords, jeg bad bordbønnen, og alle stod andægtige, - så blev der takket for mad, og så læste vor fader Juleevangeliet, og alle var lydhøre. Jeg følte ret, at Han, den største og kæreste frelser var til stede iblandt os, Han som lod sig føde af en fattig jomfru, for at vi skulle frelses ved hans naade. Nu blev forventningen stor, - hvornaar ville Far rejse sig op, gaa ind og tænde juletræet. Nu, så gik Far og lukkede døren omhyggeligt, - alle var bomstille. "Vær så god" lød det, og jeg kan godt sige, at alles hjerter var stemte i det øjeblik. Vi slog kreds omkring træet, og de mindste havde vi omkring os, børnenes øjne strålede om kap med lysene på træet. Det var ikke noget overdådigt, men nok til at glæde os alle.

Her steg en Tak op fra mit hjerte, en stor tak for mand og børn og hjem, Gud havde givet mig så meget, jeg maatte være et redskab til at være meddelagtig i saa stor en lykke. Jeg ved ikke Kære Børn, hvorfor jeg skriver dette, men det vælder saadan ind paa mig, nu julen er nær, og det er som en udløsning af mine tanker.

Først tak for dit kære brev, jeg var meget glad for, at der var nogen der tænker paa mig, jeg tror aldrig jeg bliver mig selv igen. Det var dagen efter Fars død, ja jeg synes næsten, at jeg føler det endnu, at alt var godt, Far fik den hvile, han saa haardt trængte til, men det bliver sværere for mig, eftersom dagene gaar, selvom jeg kan høre hans store klagen ved nat og dag. Det er næsten som et savn. Det er tomt ved bordet, og i sovekammeret. Det er ikke at forlange at I skal kunne forstaa det, men det er idag tilfældet, maaske har det sin grund, at jeg er syg. Jeg holdt forbløffende godt, den maaneds tid Far laa. Jeg veg ikke fra ham dag og nat. Han ville at jeg skulle ligge ved siden af ham i sengen, og ikke en time sov han roligt, jeg kunne ikke blive hjulpet, men holdt ud, - det var min plads. Doktoren sagde at Far ikke led noget særligt, selv om han hostede en del, men den 154. om morgenen kunne jeg skønne, at Far ikke havde langt igen. Pigerne kom for at løse mig lidt af ved Fars leje. Pludselig blev der stille, jeg kom til, og vi hørte hans sidste suk og saa nogle ganske svage trækninger ved skuldrene. Det var som om noget gik i stykker inden i mig, han var saa skøn, der gik som et forklaringsskær over ham, over hans ansigt. Vi stod alle stille om ham. Jeg bad Fadervor og slog korsets tegn, over hans bryst og pande, og jeg tør sige og tror det, at hans sjæl er hos Gud.

Begravelsen har du nok hørt om, alt hvad der kunne gøres blev gjort, kapellet var meget smukt pyntet, sange og klokkeringning, graven beklædt. familien drak kaffe på missionshotellet, 60 i alt. Der var 7, der talte ved kaffebordet, det var meget højtideligt. Men for mig, var det som om det ikke var sandt, som om det var en drøm og alt bliver ikke bedre af, kære børn, I kan nok ikke forstaa mig, men naar man mister det kæreste, man ejer, og har holdt sammen hen ved 60 aar, ja saa er det ......

Jeg føler mig træt både på legeme og sjæl, og maaske bliver der snart løst op for mig. Jeg vil ærligt sige, at jeg nok ville have nogle rolige aar endnu, men skal det ikke være anderledes, ønsker jeg det ikke. - Jeg var som forstenet, da Far blev sunget ud, og han laa der saa smuk, jeg kunne ikke græde, det var meget sværere, end hvis taarerne havde rundet. Jeg haaber ikke, at i bliver træt af at høre på mig. Lille Kaj, der er 4 frimærker til hver, vil du kære søde Erna, købe en mitte bitte ting til de kære smaa piger, hvor var de søde, og hvor holdt du dem nydeligt. Jeg tror, du er en god og dygtig lille Mor. Nu ønskes i alle en velsignet Julefest og med Guds hjælp et fredeligt Nytaar for os alle.

Bedstemor.